Er du også faldet i søvn bag rattet?

Jeg kører meget sjældent bil, og nærmest aldrig når det er mørkt og jeg er træt. For jeg er simpelthen så bange for at falde i søvn bag rattet. Jeg har aldrig prøvet det, eller kørt med andre der har gjort det, men det chok det må give i forhold til, hvor tæt man kunne være på at miste livet, det er næsten for voldsomt til at rumme i mit system.

 Og så alligevel ikke. For det samme chok, har jeg nok oplevet, blot på en anden måde. Kan man det – ja det tror jeg godt man kan. Vi lever i et af de mest økonomisk velstillede, veluddannede og veloplyste små samfund i verden, med et meget stort frisind og med alle muligheder for at være både raske og glade, og alligevel så har 1 ud af 10 stress, angst er blevet en folkesygdom, hvor hver 7. i løbet af livet vil støde på angst, og en ud af 5 danskere vil i løbet af livet få en depression.

Når tallene er så store, er det nemt at normalisere tilstandene. Tilstande, som hvis vi lige havde befundet os 20 år på en øde ø, ville være helt absurde at komme tilbage til. Vi kan tale om, at det er en præmis for at være menneske, at livet skal være smertefuldt. At sådan er det bare – det er svært at være menneske. Og det er måske en sandhed. Men jeg vil vove at påstå, at vi er faldet i søvn bag rattet. Bilen kører bare med os, og flere råber op om, at det nok ikke burde være sådan, men få tager virkelig ansvar for at få rusket chaufføren vågen igen. For det chok det ville give os, virkelig at vågne, og se tingene som de er, ville måske være for voldsomt til vi kan rumme det.

Hvorfor. Fordi chaufføren er os. Og det er vores ansvar at ruske os selv vågne igen. Når Danmark ser sådan ud, er det fordi alle de små familier og individer, Danmark består af, også er faldet i søvn. Vi har behov for at fungerer i gruppen, og at gøre oprør er hårdt og opslidende, så det er faktisk på alle måder nemmere for os at acceptere det helt absurde, uacceptable og skandaløse (bare se på den politiske udvikling i Danmark, Europa og resten af den vestlige verden) end det er at træde uden for gruppen og gøre oprør. Vi har gjort det før, og vi gør det igen. Det er den kollektive skygge af angsten for udstødelse og for konflikt og grænser, angsten for at blive stemplet som skør ved at tage fejl.

Det er jo ikke så mærkeligt, Danmark ser sådan ud, når danske familier ofte ser sådan ud:

  • Arbejder i jobs vi ikke bryder os om, der ikke gør os glade, og bilder os selv ind det er ok.

  • Sætter vores børn afsted i skoler og institutioner som giver os og dem ondt i maven, fordi det er nemmere end at tage konsekvensen.

  • Vi tager alt for meget unødvendig medicin for fysisk og psykisk sygdom frem for at lytte til, hvad smerten egentlig forsøger at fortælle os.

  • Fortæller os selv og dem omkring os, at det bare er nemmere at komme ud af det med hinanden end at sætte grænser og starte en konflikt.

  • Fortæller os selv, at mennesker omkring os som ikke respekterer vores følelser og grænser, jo elsker os og kun vil os det bedste, så det er ok, at vores grænser bliver overtrådt.

  • Forsøger gang på gang at fixe, eller redde andre der ikke kan tage ansvar for deres egne handlinger (hvert fald ikke så lang tid, vi gør det for dem)

  • Vi normaliserer, følelsesmæssigt og verbalt misbrug i vores hjem.

  • Vi dulmer rask væk i alkohol, sex, stoffer, mad, arbejde og skærme.

 

Vi overlader rattet i vores liv, til andre. Hvorfor gør vi det, og hvorfor tolerer vi det?

Fordi mennesker er flokdyr, og vi er wired til connection. Uden at være en del af flokken dør vi. Og vi har ofte ikke tillid til eller mod nok til at tro på, at når vi bryder ud af en flok, så er der nok en anden, der tager imod os med åbne arme. For det er ikke sådan, at succes er at klare alting selv. Succes er i høj grad knyttet til evnen til at vi connecter med andre - vi er bare nødt til at finde nogen der ligner os, at connecte med, ellers dør vi indvendig.

 Vi lever i et samfund, der som mange andre bygger på fortællingen om, at vi ikke har poweren eller evnen til at skabe vores egen lykke, det skal nogle andre gøre for os. At andre eller ydre ting er ansvarlige for, at vi er glade, lykkelige, frie, trygge osv. Vi starter derfor livet med en klar fornemmelse af, at vi skal give vores power væk, for at blive en del af gruppen. Måske fordi vi har stavnsbåndet i DNA’et. Og i det øjeblik, har vi taget hænderne fra rattet, og overladt det til en chauffør. En chauffør der ikke nødvendigvis kører os derhen, hvor vi vil, for chaufføren følger bare trafikken og kører efter den bil foran.

 Så her står vi så alle sammen i kø på motorvejen. Vi bander og svovler i de stillestående biler, dytter, bliver vrede, fyldes af håbløshed og afmagt mens vi spiser mere og mere køreguf og går på sociale medier endnu en gang. Eller os sætter vi os og mediterer og beder om accept og forståelse for situationen og de andres vrede dyt, men uden at fjerne os fra den. Meget få af os får idéen til, at vi jo bare selv kunne vågne af vores hyggelur, gribe rattet og køre ud i nødsporet og af den nærmeste afkørsel. Fordi det simpelthen er så svært at få den idé, når man ikke ser andre gøre det. Og fordi den idé er så farlig, fordi man er så angst for konsekvensen, når man ikke har tillid til at blive grebet af andre på den anden side.

Hvordan føles det at tage poweren og ansvaret tilbage for sit eget liv, når man aldrig har set andre gøre det. Eller kun har set andre blive udstødt af det? Det er den mest skræmmende, vildeste oplevelse og mest befriende oplevelse man kan give sig selv. Og det sværeste og mest smertefulde er næsten at erkende, hvor dybt og hvor længe man har sovet bag det rat.

Det er derfor jeg har valgt at skabe kurset Master of your Universe.

Fordi når du tager ud på den tur, så skal du have en ordentlig sej, superhelte titel med i ryggen. Og et hold af heppere. Det her handler ikke om at slå sig selv oveni hovedet, og stramme sig mere an, det handler om at tage ansvar for sin egen lykke, glæde og frihed. Efter 5 timer en mandag eftermiddag om måneden, i 6 måneder, i selskab med mig, så har du slet ikke lyst til at fortsætte med at slumre bag det rat, og du bliver heppet på, uanset om du finder ud af, du er glad på motorvejen eller du skal hele vejen ud i nødsporet, og til den afkørsel, du vælger.

Ingen siger du behøver at trykke på speederen og hamre afsted med 130 i timen, små skridt er også godt. Nogle gange er de små langsomme skridt, faktisk de aller mest langtidsholdbare. For når man tager dem. Så mener man dem.

Det er tid til, at vi vækker os selv fra denne her kollektive søvn vi har befundet os i, og tager nogle nye vågne skridt. Hvis ikke for dig selv, så for dine børn. Så for kollektivet. For hver gang du vågner til noget i dig, så vækker du resten af os til det samme.

Så skal du med væk fra motorvejskøen? Der er kun 5 pladser på kurset, og vi starter mandag den 3. juni i skønne omgivelser i Indre by.