DU MÅ IKKE ANVENDE ORDET GRATIS I DIN MARKEDSFØRING

Det er vist det, der er hovedreglen fra nu af, i forhold til udbud af varer, services, webinarer, onlinekurser m.v.

Forbrugerombudsmanden har nemlig udtalt, ”at man ikke kan anvende udtrykket gratis eller 0 kr./verderlagsfrit/uden betaling eller lignende”, når modtagelsen af en gratis ydelse forudsætter, at modtageren giver samtykke til et nyhedsbrev. Forbrugerombudsmanden ved nemlig godt, ligesom os andre, at information og særlig persondata fra en potentiel kunde, har en selvstændig økonomisk værdi.

Når du udbyder dine webinarer, e-bøger, online kurser, videoer eller lignende, må du derfor ikke anvende ordet gratis, hvis forudsætningen er at kunden skal tilmelde sig dit nyhedsbrev. Du må gerne skrive ”det koster dig ikke andet end din e-mail adresse”, eller hvis du selv kan komme på lignende kreative påfund, men altså ikke de ord som er nævnt i første afsnit.

OG DU MÅ SÅ GERNE ANVENDE ORDET LIDT ALLIGEVEL…

Hvis kunden køber et fysisk eller online produkt af dig og får et andet produkt med, som de ikke skal betale for, må du gerne anvende ordet gratis, da det andet produkt reelt er gratis. Forudsat du ikke har skruet prisen i vejret for det produkt kunden køber eller forringet kvaliteten af det de får med gratis, eller på anden vis forhøjet priser andre steder.

Du må også gerne benytte ordet gratis, hvis varen er gratis men kunden alene skal betale for fragten, eller hvis kunden skal ringe, sms’ eller afhente produktet. Men det skal oplyses tydeligt, hvis der er tilknyttet vilkår til det gratis produkt.

Hvis du har behov for rådgivning eller sparring omkring markedsføringsretlige spørgsmål, så ring på 28569476 eller skriv til pernille@caplibra.dk, ligesom jeg også gerne kommer ud og holder foredrag i dit netværk om emnet.