HVORFOR ER JURA SÅ SVÆRT AT FORSTÅ?

Den sætning hører jeg gang på gang, når jeg taler med mindre selvstændige, freelancere og iværksættere. Og jeg kan godt forstå der spørges om det. For i betragtning af, hvor meget jura griber ind i vores daglig både privat og arbejdsmæssigt, så er størstedelen af formidlingen af jura på en eller anden måde ikke fulgt med udviklingen.

Måske er det indgroede overbevisninger og erfaringer om, at det undtagelse på undtagelse og et utal af detailregler man skal have overblik over for at forstå stoffet, og derfor opgiver på forhånd.

Måske er det fordi, at når man har så høj en faglighed som jurister og advokater har, præcis som revisorer, ingeniører og mange andre, så bliver man lidt indforstået når man taler om tingene, og gennemgår det ofte som man selv lærte på universitetet.

Måske er det fordi nogen for mange år siden indså, at de kunne indtage en autoritet ved at ”sætte sig på stoffet”, tjene penge på det, eller få magt ved, at få stoffet til at fremstå svært tilgængeligt. Som den professor jeg oplevede på et amerikansk universitet, der underviste efter ”hide the ball” princippet, så undervisningen helt bevidst blev struktureret på en måde, så stoffet fremstod mere kompliceret. Eller de møder jeg har deltaget i, hvor teoretiske risici bliver fremhævet og der tales til frygten, så kunden føler sig skræmt til at sætte noget større i værk.

Uanset, oplever jeg, at de mindre selvstændige deler sig i 2 lejre – sat meget på spidsen.

Den første gruppe er dem der bare synes juraen er til for at gøre deres liv mere besværligt, og derfor helst undgår at sætte sig ind i noget som helst, og kun ser et nej som en udfordring, og juraen som en modspiller, der skal tackles.

Den anden gruppe er dem der ser juraen som en stor ond, farlig autoritet, hvor alt der handler om jura bliver meget frygtbaseret. De undgår den enten, men har ondt i maven over det de ikke har tjek på, eller også farer de helt vild i reglerne og bygger Storebæltsbroer (og betaler rådgivere for det), når man kunne have nøjes med en væltet træstamme for at krydse åen.

Og det er simpelt hen ikke godt nok. Juraen er ikke den store onde (indsæt selv ord her) der er til for at holde borgere og små virksomheder nede, og som kun de helt store spillere kan udnytte til deres fordel. Den historie er vi nødt til at droppe og erstatte med en ny fortælling. Jura er vores alle sammens værktøj, der kan give små virksomheder følelsen af empowerment, af at have styr på tingene, af at kunne klare sig selv. Det er så vigtigt, at vi ikke bliver ved med at give autoritet til andre, men tager den tilbage til os selv. Tør stille spørgsmål. Tør kræve, at jura bliver forklaret i et let forståeligt sprog, tør tage ejerskab over den del af det at drive virksomhed. Og tør se frygten i øjnene, for at konstatere det hele ikke er så farligt. Det kan godt være det kræver lidt tilløb – præcis som at få ryddet op i et loftsrum eller en garage. Men bagefter tænker man som regel var det bare det?

Og i går gik det op for mig, at det vist er det mit formål er. Det er det jeg skal med min advokatforretning. Det har jeg sådan set vist lige siden jeg blev færdig som jurist for 15 år siden, men i går var en af de gange, hvor det stod særlig klart. Jeg afholdte mit første online kursus for 10 mindre selvstændige i den nye persondataforordning, og de var top begejstret over at jura kunne forklares så enkelt og gøres så nemt og sjovt og hyggeligt. Hvor det bliver lavpraktisk frem for store forkromede løsninger, og hvor der er respekt for, at det ofte er et skridt ad gangen, i stedet for alt på en gang.

Men det kræver noget. Det kræver, at jeg som advokat tør læne mig ud, og stå på mål for risiko, tør give anbefalinger og ikke bare dækker mig ind under notater, eller cover my ass citater men rent faktisk tør stå der ude, hvor kunden står, og har empati og forretningsmæssige forståelse nok til at sætte mig ind i deres behov, økonomi og en gang imellem skabe nye og alternative løsninger for at komme i mål. Det er mega krævende og mega sjovt at anvende juraen kreativt på den måde. Heldigvis er vi  mange af den slags advokater derude.

Men der hvor vi alle sammen måske kunne oppe os, det er ved at gøre kunderne mere opmærksomme på, at det er det vi kan. Og det er det jura kan. At juraen også er deres. Ikke kun vores. At juraen ikke er et nødvendigt onde men kan styrke vores kunders forretninger, både som et strategisk værktøj i forbindelse med virksomhedens udvikling og som et dagligt redskab. At den kan give en følelse af empowerment og at være et skridt foran som lille virksomhed, selvom man spiller med de store.

Og os, der sidder med juraen hver dag, kan sagtens formidle den i menneskesprog på en hyggelig, sjov og vedkommende måde til en pris der ikke svarer til en måneds husholdningsbudget, så vi ikke skaber en større afstand til virkeligheden derude men i stedet er med til at bygge broen….eller vælte træstammen, hvis det er det der skal til ;)

Foto af Tim Swaan, Unsplash