ER DET HELE BARE VARM LUFT?

Når man starter virksomhed for at sælge noget, man ikke har arbejdet med før, og særlig, hvis man er start-up typen, der vil revolutionere verden med et helt nyt produkt, kan der hurtig melde sig spørgsmålet ”om det hele bare er en drøm – er det bare varm luft”. Nogle gange er det en selv, der er virkelig god til at være kritisk og stole meget lidt på det, man selv mærker, er rigtigt. Faktisk er det tilfældet rigtig mange gange, særligt hvis man har overbevisninger med sig, om at alle andre ved bedre end en selv.

Det bliver særligt udfordrende, hvis ens omverden så også forholder sig kritisk til det, man går og drømmer om og ønsker. Så hvad er sandheden? Hvad skal vi tro på?

De fleste af os vil gerne have et facit. Er det et go, eller er det ikke noget jeg skal gå efter, investere i eller tro på. Vi har behov for kontrol, og er bange for at lade os forføre. Vi har alle sammen potentialet for at have en god indre bullshitdetektor, hvis vi har trænet den. Men mange af os glemmer at lytte på den. Eller også har vi fyldt den så meget op med irrationel frygt og angst for at læne os ind i det ukendte, at den slet ikke kan anvendes som et pålideligt måleapparat.

Da jeg tilbage i 2010 startede med at arbejde med iværksættere, var jeg meget optaget af at vurdere, om jeg synes idéen var holdbar. Mit ego var åbenbart stort nok på det tidspunkt til, at jeg synes, jeg vidste, hvad der var bedst for andre og, hvad verden ville have. Og troede i øvrigt at idéen, var afgørende for succes. Jeg har mødt start-ups med en idé, jeg slet ikke troede på, der har vist sig at blive en stor succes, og start-ups (som jeg har siddet i bestyrelse og advisory board for) med fantastiske idéer, som bare ikke kom op at flyve. Min egen bullshitdetektor var ikke nødvendigvis upålidelig, men havde nok bare lidt for meget grus i maskinen.

Som årene er gået, er jeg blevet bedre til at skelne imellem, hvad der er grus og hvad der er advarsel. Og forleden dag, da jeg så Fyre, en Netflix dokumentar om Fyre festivalen på Bahamas der gik helt galt (dokumentaren kan i øvrigt varmt kan anbefales), hvor en hel masse alarmklokker burde have ringet hos en lang række begavet mennesker, langt før end de gjorde, mindede det mig om, hvor gode vi ofte er til at tale os selv ud af den mavefornemmelse, vi har, særligt hvis resten af gruppen ikke deler opfattelsen.  

Hvor mange gange i løbet af dit liv, har du lyttet på, hvad andre har sagt var rigtigt, i stedet for at følge det, du selv mærkede? Ladet hovedet overtale mavefornemmelsen, der ville løbe skrigende bort. Og har ladet dig styre af det, og i processen overskredet dine egne grænser på en måde, du bagefter undrer dig over.

 Og hvor mange gange, har du undladt at lytte i overbevisningen om, at du sad med de vise sten, og bagefter indset, at de blot sagde noget, du ikke var klar til at høre? At dit ego eller din frygt stod i vejen for at tage budskabet ind.

 Vi har alle sammen begge tendenser, vi ved selv bedst, hvor detektoren slår ud hos os.

Så hvis du nu sidder og er i tvivl om, hvorvidt den vej du ønsker at gå er varm luft, så tjek lige ind med dig selv. Hvad er dit mønster? Skal du lytte lidt mere på din egen stemme og ikke lade andre tage styringen og poweren fra dig, eller er det tid til at lytte lidt mere på, hvad mennesker omkring dig siger, og erkende man ikke altid ved alting bedst selv?

Nogle gange skal vi konfronteres på den hårde måde med vores mønstre. Hvor alt falder fra hinanden, vi går konkurs, mister kunder, partnere osv. Og hvad er det første nogle af os gør – det er at kritisere os selv. At vi burde have vidst bedre, gjort noget andet etc. Hvilket er helt absurd, for havde de fleste af os ægte vidst bedre, havde vi gjort det anderledes. Men det kan gøre, at vi helt har mistet modet til nogensinde at vove sig ud af vores komfortzone igen. Omvendt er der også væltedukke typerne, der blot rejser sig op og børster støvet af sig, og giver omstændigheder, personer og relationer skylden for det der er sket, gang på gang, samme mønster. Uden at kigge sig tilbage.  

Begge typer misser læringen. For der er altid en læring, når lokummet brænder. Hvad den er for dig konkret, kan jeg ikke sige, men jeg kan sige, at den højest sandsynligt handler om et mønster i dig, der indtil nu har været ubevidst. Og at du med den nye læring, kan gå ud i verden igen endnu bedre klædt på.

 Livet er en proces, og der er hele tiden nyt at lære. Når vi tror vi ved alt, eller har lært alt, så har vi startet vores egen afvikling. Der er ikke et facit, én vej at gå. Ikke én sandhed. Fyre Festival kunne helt givet være blevet en kæmpe succes, hvis der havde været lidt mere realisme omkring logistikken og mere ærlighed omkring økonomien. Nogle gange er det bare et lille tandhjul der skal drejes på, for at tingene går fra fiasko til succes.

Så nej det er nok ikke bare varm luft, det du går og drømmer om. Men vejen derhen stiller krav om, at du lære dine egne mønstre at kende, har en velfungerende bullshitdetektor både i forhold til andre og dig selv, og tør slippe lidt af kontrollen, for at lade processen, herunder det du skal lære af det hele, udspille sig. Nogle gange er skatten for enden af regnbuen, rent faktisk vejen derhen.